Sådan kan marketingteams opbygge bedre AI-drift

Breanna Lawlor: De fleste af os bruger AI hver dag, men at bruge det og vide, hvordan det fungerer, er to meget forskellige ting. Forskellen mellem de to viser sig i din salgspipeline, din indholdsstrategi og dit teams evne til at følge med. Hvis du er en erfaren marketingmedarbejder, der prøver at finde ud af, hvordan man opbygger en reel AI-infrastruktur og gør sin organisation i stand til at arbejde bæredygtigt med AI, vil denne samtale ændre din måde at tænke over det på.

Min gæst er Andrea Saez. Hun er chef for produktmarketing og AI-go-to-market hos Turtl. Hun er også medforfatter til The Product Momentum Gap. Hun blev virksomhedens uofficielle leder af AI-driften, primært fordi hun begyndte at eksperimentere, før nogen andre gjorde det. I denne episode kommer vi ind på en lang række emner.

Vi begynder med, hvad der skal til for at opbygge en fælles AI-kontekst på tværs af et team, hvorfor din indholdsstrategi måske kræver en fuldstændig gentænkning, nu hvor store sprogmodeller er den nye indgang for købere, hvordan neurodivergensvenlig ledelse ser ud i praksis, og hvorfor den giver bedre resultater, samt det hul i den kritiske tænkning, der opstår, når vi overlader for meget til maskinen uden at kontrollere det, der kommer tilbage.

Jeg er Breanna Lawlor, og dette er The CMO Club-podcasten. Andrea, velkommen!

Tusind tak, Andrea Saez, fordi du vil være med her i The CMO Club-podcasten. Jeg er Breanna Lawlor, podcastens vært, og jeg glæder mig meget til at sætte mig ned og tale med dig i dag, fordi du arbejder med nogle emner, der er ekstremt relevante lige nu for marketingmedarbejdere, produktmarketingmedarbejdere og faktisk alle, der arbejder med en eller anden digital del af deres arbejde.

Jeg vil gerne invitere dig til at fortælle lidt om, hvem du er, hvad du laver, og noget af det arbejde, du fokuserer på lige nu.

Andrea Saez: Selvfølgelig. Tak for invitationen. Jeg hedder Andrea. Jeg er chef for produktmarketing hos Turtl, og jeg er også medforfatter til bogen The Product Momentum Gap. Og jeg kan godt lide at eksperimentere meget med ting, hvilket er praktisk, fordi jeg for nylig er begyndt at eksperimentere med AI.

Det har været interessant, sjovt, mærkeligt, spektakulært og skræmmende. Der er så mange ord, man kan sætte på det.

Breanna Lawlor: Jeg føler, at der ville være en endeløs strøm af ord afhængigt af dagen. Nogle dage har man succeser, og andre dage er man lidt frustreret over det hele. Dit arbejde og din rolle er specifikt chef for produktmarketing, men jeg har på fornemmelsen, at den er vokset på det seneste.

Den har udviklet sig. Du har nærmest ansvaret for ting, der måske kan siges at ligge uden for rammerne af din rolle. Vil du fortælle lidt om det?

Andrea Saez: Produktmarketing er en virkelig interessant rolle, fordi vi er generalister, men samtidig specialiserer vi os i det, vi laver, hvis det giver mening. Det, jeg har lagt mærke til, er, at produktmarketing ofte får skylden for mange af de ting, der går galt.

Åh, salgspipelinen fungerer ikke? Så må det være produktmarketing. Budskaberne fungerer ikke? Så må det være produktmarketing. Vi bliver ikke samlet op af AEO-tingene? Så må det være produktmarketing. Det har ikke noget med os at gøre, men vi løser det. Fordi vi er strateger, er vi virkelig gode til at diagnosticere problemer, men det betyder ikke, at vi skal gøre alt.

Det vil jeg gerne gøre helt klart.

Breanna Lawlor: Selvfølgelig ikke. Hvem har lyst til at være ansvarlig for alle problemerne og ingen af æren?

Andrea Saez: Mig, åbenbart.

Breanna Lawlor: Du befinder dig tydeligvis i en position, hvor du har kompetencerne og viden til at arbejde på at løse de problemer, men du arbejder også tæt sammen med flere andre ledere i dit team.

Kan du fortælle om relationen og dynamikken?

Andrea Saez: Jeg arbejder i en meget unik virksomhed, fordi jeg som chef for produktmarketing sidder sammen med marketing, så jeg arbejder meget tæt sammen med brand og leadgenerering. Det er de to ledere på marketingsiden. Men jeg sidder også sammen med produktteamet, så vi har et produktlederteam, og jeg er en del af det.

Min marketingdirektør er en del af det, det samme er produktdirektøren, den administrerende direktør og selvfølgelig produktchefen. Det giver os et meget unikt kommercielt perspektiv. Når det handler om noget, de bygger eller skal arbejde på, har vi nogle trin, vi gennemgår for at evaluere mulige løsninger, opdagelse og alt det arbejde, der bliver udført.

Jeg sætter virkelig pris på det, for min baggrund er selvfølgelig inden for produkt. Det er fantastisk at kunne følge tingene hele vejen fra opdagelsesfasen til markedsføringen.

Breanna Lawlor: Det forestiller jeg mig. Må jeg stille et hurtigt spørgsmål som en slags sidespring: Hvordan tog du springet – og måske er det ikke et stort spring, men bare et lille skifte – fra produkt til produktmarketing, og hvorfor valgte du den vej?

Andrea Saez: Jeg plejer at sige, at jeg bare godt kan lide at tale meget, og det var sådan, det skete. Jeg kan faktisk godt lide at skrive meget, men jeg kan også lide kreative ting, og jeg tror, at man inden for produktmarketing har lidt mere spillerum, når det gælder fortællinger, kreativitet og storytelling. Så jeg besluttede mig bare for at skifte retning, for hvem kan lide at skrive produktkrav eller brugerhistorier?

Og jeg tænkte: “Åh, lad os gå den vej.” For at være fair skriver AI nu dine produktkrav og brugerhistorier, hvilket er fantastisk, men jeg nyder stadig virkelig at skrive, arbejde kreativt med fortællinger og opbygge narrativer. Det var det, der oprindeligt tiltrak mig ved produktmarketing. Og jeg får stadig masser af strategi og problemløsning med, hvilket er fantastisk.

Breanna Lawlor: Det forestiller jeg mig. Og tak, fordi du delte det. Du har sikkert også stadig en god del direkte kontakt med din brugerbase, så du kan danne dig et billede af, hvad de har brug for, eller hvilke former for friktion de møder.

Andrea Saez: Ja, det er sådan set det, man skal gøre både inden for produkt og produktmarketing, ikke? Man skal sikre sig, at man hele tiden taler med mennesker.

På produktsiden får man lidt mere kontakt med køberne, altså tidligere i processen, øverst i tragten, lidt før de faktisk bliver brugere. Men det er alt sammen markedsundersøgelser, og jeg kan virkelig godt lide undersøgelsesdelen. Så heldigvis har produktmarketing stadig meget af det.

Breanna Lawlor: Jeg har brugt en smule tid på markedsundersøgelser, og jeg synes, de er fantastiske til at udfordre alle former for fordomme eller forudfattede idéer, man måtte have. De kan også være gode til at bekræfte dem, men det er rart, fordi de tager dig ud af dig selv og dit eget perspektiv og giver dig et bredere og mere præcist billede af, hvad der foregår, og derefter af mulighederne for at gøre det bedre og forbedre tingene.

I samme forbindelse nævnte du, at AI skriver dine produktkrav. AI kan ikke gøre det på egen hånd. Det har brug for nogen, der kan fortælle, hvordan et godt produktkrav ser ud, og du har tidligere fortalt lidt om det finpudsningsarbejde, der foregik bag kulisserne for at få alle afdelinger til at arbejde tværfunktionelt med den samme AI-hjerne – eller, for at bruge bedre ord, den samme kontekst.

Hvordan opstod det, og hvordan vil du beskrive, hvad AI-drift skal være for et produktmarketingteam, men også for en større organisation?

Andrea Saez: Det er en samtale på 30 minutter i sig selv. Jeg vil prøve at holde det kort. Det, de fleste ikke forstår, når de taler med ChatGPT, Claude, Perplexity, Gemini eller hvad det nu er, er, at man stiller et spørgsmål, og så kommer der et svar.

Så stiller man et nyt spørgsmål, og der kommer et nyt svar. Så stiller man endnu et spørgsmål og fortsætter sådan. Men alle svarene hænger ikke sammen. Derfor ender man med at spilde en masse tid på at gentage sig selv igen og igen. For at løse det har Claude faktisk en løsning, hvor man som en del af Cowork kan oprette en mappe.

I den mappe kan man inkludere noget, der hedder Claude MD, som indeholder projektets vidensbase. Man kan også tilføje ting som en hukommelsesfil. Jeg har noget, der hedder Task Observer, som faktisk observerer, hvordan jeg arbejder, og derefter opdaterer alle mine færdigheder. Det er som en selvlærende færdighed, der opdaterer alle mine færdigheder.

Når man arbejder, kan man uundgåeligt komme til at begå fejl, eller systemet kan afvige. Så siger det: “Hov, sørg faktisk for, at du ikke begår denne fejl i alle relevante færdigheder,” og så tilføjer det det. Det er altså et selvlærende værktøj. Alle har adgang til den samme vidensbase og de samme hukommelsesfiler, og mens det lærer, hvordan man arbejder, hvad man kan lide, hvad man ikke kan lide og al anden kontekst, tilføjer det denne kontekst til Cowork-mappen. Næste gang man gør det samme, forstår det allerede de svar, man har fået tidligere.

Det forstår konteksten. Det forstår det hele. Derfor kan man hurtigere nå frem til det, man ønsker, og det er en del af intelligent promptudformning, ikke? Man skal ikke gentage sig selv og skal sikre, at ens prompts er præcise. Jeg talte med Yi Lin Peh. Hun sagde: “Det føles, som om mange mennesker har problemer med Claude.”

Og jeg sagde: “Ja, fordi du ikke har alle disse ting.” Derudover skal prompten være meget præcis, så man ikke spilder tid. Hun sagde: “Wow, det vidste jeg ikke, at man kunne have alt det.” Det ved mange mennesker ikke. Og det er en del af at skabe denne drift, hvor de færdigheder, man har, ikke eksisterer isoleret. Det er fint som en engangsopgave, men hvis man konstant arbejder ud fra det samme sæt færdigheder, som deles med andre, skal man sikre, at den samme kontekst er til stede. Ellers er det sådan, hallucinationerne begynder.

Breanna Lawlor: Det virker næsten fjollet, at dette ikke bare skulle være normen, men det handler om manglende viden og om at tage det til næste niveau. Det virker, som om der er brug for en dedikeret person til at implementere det, gøre det tilgængeligt for alle og hele tiden sørge for, at det bliver informeret, udvikler sig og er nyttigt. Der er så mange forskellige faktorer, og vi har stadig alle vores daglige jobs og skal nå det, der skal nås.

Det virker næsten som et skridt uden for rammerne af din rolle. Hvordan besluttede du, at det er noget, du er nødt til at påtage dig, fordi ingen andre gør det? Er du den uofficielle AI-driftsansvarlige, fordi du har den medfødte viden? Hvordan opstod det, at du har taget dette på dig og gør det til virkelighed i din organisation?

Andrea Saez: For mig sker det bare, fordi jeg, som jeg sagde, godt kan lide at eksperimentere med ting. I oktober sidste år begyndte jeg at eksperimentere med AI og bygge mine egne værktøjer, mine egne færdigheder og alt muligt andet samt afprøve forskellige værktøjer og teste forskellige ting.

Jeg tror, det placerede mig i en position, hvor jeg kan gøre det her. Jeg lærer bedst på egen hånd og kan lide at skille ting ad og finde ud af, hvordan de fungerer. Så det faldt lidt tilfældigt ned på mig. Jeg tager mig altså af driftsdelen, men også af det, vi kalder AI-go-to-market.

Hvordan går vi på markedet med AI? Det, mange ser, især sådan som jeg forstår det i andet kvartal, er ikke kun hos Turtl, men hos alle, jeg har talt med: De ser et stort fald i antallet af mennesker, der besøger deres websteder, fordi folk simpelthen ikke går ind på websteder længere.

De spørger en stor sprogmodel og får en liste over leverandører, der måske passer til den prompt, de har skrevet. Det er svært, fordi folk tror, at man kan rangere i en stor sprogmodel, men det kan man ikke. Der findes ingen rangliste. Det bedste, man kan gøre, er at forsøge at blive vist så ofte som muligt.

Man kan stille den samme prompt 15 gange. Hvis man dukker op 12 af gangene, klarer man sig godt, men det kræver meget arbejde at sikre, at ens indhold besvarer det spørgsmål, man tror, folk stiller, så præcist som muligt. Og der er ingen måde faktisk at vide, hvilket spørgsmål de stiller.

Breanna Lawlor: Det er nok den mest frustrerende del. Man kan ikke vide det. Man må forsøge at positionere sig så strategisk som muligt, så man måske bliver vist, og strukturere indholdet på en måde, man har lært fungerer for disse store sprogmodeller og de forskellige former, de findes i.

Andrea Saez: Indholdet bliver faktisk længere og længere, fordi man skal forsøge at få alt dette med, men ingen læser det faktisk. Det indhold, vi skaber, er reelt kun til, at den store sprogmodel kan udtrække det og derefter gengive det i en prompt et eller andet sted.

Breanna Lawlor: Præcis. Det handler om at give den noget at fordøje.

Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske. Det er som en buffet, hvor nogle ting tiltaler nogle store sprogmodeller, mens andre slet ikke gør, og de vil aldrig blive vist, uanset hvor godt indholdet er.

Andrea Saez: Det afhænger også af, hvordan personen formulerede spørgsmålet. Og oven på det kommer endnu et lag: Hvis den store sprogmodel lærer brugeren at kende på en meget specifik måde, giver den det svar, som den mener bedst tjener brugeren, ikke nødvendigvis selve forespørgslen.

Et godt eksempel er, at jeg skulle på ferie og spurgte Claude: “Hjælp mig med at finde ud af, hvor jeg kan spise middag, når jeg tager til Amsterdam.” Den anbefalede noget, som jeg virkelig kunne lide. Det var fantastisk for mig. Men hvis min partner havde spurgt om det samme, tror jeg ikke, vedkommende ville have fået de samme resultater, fordi modellen ville have anbefalet noget ud fra det, den ved om den pågældende bruger.

Men den ved ikke nødvendigvis, at de rejser sammen, eller hvad flere personer i en gruppe kan lide eller ikke lide, medmindre man faktisk skriver det og siger: “Jeg tager på ferie med 20 andre,” eller tre andre. “I denne gruppe har vi personer, der har dette og dette og dette, og som kan lide dette og dette.” Hvor meget tid har man så spildt?

Breanna Lawlor: Netop. Det, jeg hører, er, at kontekst er alt.

Andrea Saez: Absolut. Hvis man sætter det ind i en B2B-kontekst-

Breanna Lawlor: Så er det i bedste fald gætværk.

Andrea Saez: Præcis. Jeg ved ikke, hvad jeg laver, men jeg prøver at finde ud af det.

Breanna Lawlor: Det eksperimentelle perspektiv, du nævnte, hvor du begyndte tilbage i oktober med at bygge værktøjer og eksperimentere med AI, tjener dig virkelig godt i din rolle som chef for produktmarketing, men også i den virkelighed, vi lever i lige nu.

At eksperimentere, prøve ting af og se, hvad der fungerer. Vi har ikke alle svarene. Det er okay, men vi får information og data tilbage, som vi kan bruge til at informere vores næste beslutning.

Andrea Saez: Absolut.

Breanna Lawlor: Du har også fortalt lidt om forskellen mellem neurotypisk og neurospicy, fordi du selv er så heldig at høre til i en af disse grupper, og fordi du også arbejder med mennesker, som du betragter som neurospicy.

Kan du forklare det for mig på en måde, der viser, hvordan du bedst kan lide at arbejde, hvordan det hjælper dig, og hvad du vil anbefale til andre, der arbejder med neurodivergente mennesker på en måde, der fører frem til et fælles mål? Det er ligegyldigt, hvordan man arbejder, men lad os finde en måde at samarbejde på.

Hvad vil du anbefale?

Andrea Saez: Jeg hører til i den neurospicy gruppe, og som mange andre kvinder blev jeg først diagnosticeret for seks eller syv år siden. Jeg var voksen. Jeg blev diagnosticeret sent og havde ingen idé. Det var lidt af en overraskelse, men det hjalp mig virkelig med at forstå, hvordan jeg arbejder bedst, hvordan jeg får mest ud af min tid, hvordan jeg kan fokusere bedre, være mere effektiv i mit arbejde, og hvorfor jeg har brug for bestemte rammer.

Når man er neurospicy, kan ting som lys have betydning. Da jeg først kom ind, var lyset slukket, ikke? Hvis lyset er for kraftigt, kan det virkelig genere nogle mennesker. Jeg har brug for fuldstændig stilhed. Andre har brug for musik. Det er meget forskelligt fra person til person. Der findes ikke én kasse, der passer til alle. Men jeg er meget heldig, fordi det direkte team, jeg arbejder med i marketing, faktisk alle tre har en baggrund inden for mental sundhed.

Vi har arbejdet sammen tidligere, så vi forstår vores forskelle og ved, hvordan vi kommunikerer med hinanden. Jeg tror, det gav os styrken, empatien og grundlaget til at skabe en kultur med andre i teamet, hvor de også føler sig støttet.

Breanna Lawlor: Alle vores en-til-en-møder i teamet begynder altid med: “Hej, hvordan har du det?”

Andrea Saez: Præcis. Hvordan har du det som menneske? Jeg husker, da jeg oplærte en af mine unge PMM-medarbejdere. Mit første spørgsmål til ham var altid: “Hej, hvordan har du det? Er der noget, jeg kan hjælpe dig med? Går dit liv okay? Er du stresset?” Og jeg husker, at han sagde til mig: “Der er aldrig nogen, der har spurgt mig om det. Ingen har nogensinde spurgt mig, hvordan jeg har det, eller hvordan det går.”

Og jeg sagde: “Jeg bekymrer mig om dig som menneske. Hvis du er stresset, eller hvis der foregår noget i dit liv, kommer du ikke til at præstere godt på arbejdet. Derfor har jeg brug for at vide, hvordan du har det som menneske. Hvordan har du det som menneske? Okay, hvad kan jeg hjælpe dig med? Hvad har du på din tallerken? Lad os tale om, hvad der foregår.”

Jeg tror, det er en meget menneskelig måde at gå til relationer på. På vores team gør det, at vi behandler hinanden som et team og ikke som mennesker, der kæmper mod hinanden. Vi står lige nu i en situation, hvor vi skal lave webstedet om, og der foregår alt muligt AEO-arbejde.

Heldigvis kom jeg foran med mit PMM-arbejde. Positioneringen, budskaberne og tekstforfatningen er alt sammen færdigt. Så jeg vendte mig om og sagde: “Okay, hvad kan jeg hjælpe med?” Hvilken gave til dit team. Nu skal jeg arbejde med at bygge webstedet den næste uges eller to, og det bliver mit arbejde. Jeg hjælper, fordi vi er et lille team.

Vi er et ret lille team, og på trods af det får vi virkelig gode resultater. Det skyldes alt sammen, at vi er åbne over for at hjælpe hinanden og arbejde sammen. Ellers ville det aldrig fungere.

Breanna Lawlor: Helt sikkert. Det er det gode ved et lille team: Man kan være fleksibel. Man kan se på situationen og sige: “Ved du hvad? Jeg har kapacitet. Jeg hjælper dig her. Og måske får jeg brug for støtte på et senere tidspunkt, når min kapacitet er mindre, og så kan jeg trække på den.”

Andrea Saez: Vi behøver ikke engang at spørge. Vi siger bare: “Hey, jeg har brug for dette. Kan du hjælpe mig?” Og så spiller vi bare bolden frem og tilbage på den måde. Men som jeg sagde i går, tror jeg ikke, jeg har været på kontoret i tre eller fire måneder, fordi jeg har så meget arbejde, og det at tage ind på kontoret-

For mig, som har UDHD, er selve turen ind på kontoret overstimulerende. At sidde på kontoret sammen med mennesker er overstimulerende. Jeg skal hjem igen, og dagen efter er jeg virkelig træt, så jeg siger bare: “Hør, jeg er nødt til at arbejde hjemmefra.” Og min leder siger: “Fint. Ingen behøver at komme ind.” Jeg tror ikke rigtigt, vi har været der så meget, fordi vi har så meget arbejde.

Måden at støtte hinanden på er derfor at sige: “Vi arbejder på afstand.”

Breanna Lawlor: Ja.

Andrea Saez: Og det er fantastisk. Vi så faktisk hinanden i går, og det var fantastisk at være sammen igen i en dag.

Breanna Lawlor: Det er så rart. Der er forskel på at tage ind på et kontor og sidde sammen med 10 eller 15 mennesker og på at mødes en-til-en og spise frokost med nogen eller have en fokuseret samarbejdssession.

Det er helt forskelligt, især hvis man er følsom og oplever, at man bruger så meget tid på at bearbejde sine omgivelser, at man ikke kan bruge sin hjerne og sine funktioner på den måde, man har brug for, for at få en masse arbejde fra hånden.

Andrea Saez: Ja.

Breanna Lawlor: Det er faktisk virkelig interessant, for jeg kender ikke den britiske arbejdskultur særlig godt.

Jeg har besøgt landet, men hvad angår arbejde: Er det usædvanligt at have mulighed for at arbejde på afstand i den rolle, du har nu? Eller oplever du, at det er normen, uanset branche eller geografisk placering?

Andrea Saez: I min erfaring har jeg set en del teams, der kræver, at folk møder ind to eller tre gange om ugen, især i London.

Jeg bor i en anden by. Mange af os bor i forskellige byer omkring London eller på sydkysten. Det tager omkring en eller to timer. De fleste virksomheder siger: “Så længe du kommer ind to eller tre gange om ugen, er det fint.” Men to eller tre gange om ugen kan være dyrt, fordi togene her koster en formue.

Det tager også meget tid at rejse frem og tilbage. Så jeg er meget heldig, at jeg arbejder i en kultur, hvor de forstår, at de bedste talenter nogle gange bor lidt længere væk, men stadig kan udføre deres bedste arbejde på afstand. Det viser også tillid, ikke? Vores ingeniørteam befinder sig faktisk i Slovenien.

De arbejder alle hjemmefra, selvom der findes et lille kontor. Nogle af vores produktchefer, medarbejdere inden for kundesucces, vicepræsidenter og ledere på direktionsniveau arbejder på afstand. Men vi gør stadig et virkelig godt stykke arbejde, fordi vi kommunikerer meget. At arbejde på afstand betyder ikke, at man ikke taler med nogen. Slet ikke. Men det betyder, at den fokustid, jeg har, er langt mere intens, fordi jeg har de omgivelser, jeg har brug for til at udføre mit arbejde.

Breanna Lawlor: Det giver virkelig god mening. Og tak, fordi du deler det. Det er en vigtig pointe, fordi mange mennesker i Nordamerika bliver kaldt tilbage på kontoret. Det tjener et bestemt formål, men glemmer lidt de andre dele af arbejdet. Det tjener én ting: at få folk på deres pladser. Men det hjælper ikke nødvendigvis folk med at få arbejdet gjort på den måde, de har brug for.

Det er altid lidt en afvejning, ikke? Det er rart at høre, at din organisation ikke bare er forstående, men virkelig omtænksom og proaktiv, når det gælder om at støtte teamet i arbejdet.

Andrea Saez: Ja. Og som jeg sagde, har vi stadig teamdage. Vi havde en teamdag i går. Det var fantastisk at se salgsteamet, og produktteamet var også til stede, så det var virkelig dejligt at se alle.

Og nu er det sådan: “Okay, tilbage til arbejdet.” Vi har en deadline, vi skal nå, og jeg har brug for ro til at fokusere. Mange andre har også brug for ro til at fokusere. Som jeg sagde tidligere, var der nogle mennesker på kontoret i går, som satte musik på, og den var virkelig høj, fordi det motiverer dem.

Og jeg tænkte bare: “Nej.” Nej.

Breanna Lawlor: Nej. Fuldstændig aflyst.

Andrea Saez: Men jeg kan ikke sige: “Sluk den, fordi jeg har brug for stilhed,” når de har brug for den motivation.

Breanna Lawlor: Præcis.

Andrea Saez: Derfor tager jeg bare mine ørepropper i og holder min stille tid.

Breanna Lawlor: Godt gået. Ja, man skal tage hensyn til sine medmennesker. Der var noget, vi berørte tidligere, og jeg ville gerne spørge dig lidt mere fritænkende om AI-driftsrollen, og det hænger løst sammen med den del, der handler om fjernarbejde.

Hvis man har asynkron kommunikation som Slack eller en anden platform, er det selvfølgelig ligegyldigt, hvor man befinder sig, så længe man kan kommunikere med teamet, når det er nødvendigt. Hvis I alle skal arbejde ud fra den samme kontekstuelle AI-markdownfil eller det samme kontekstuelle projekt, og du skulle ansætte en AI-driftsansvarlig til at overtage rollen, hvad ville du så lede efter af egenskaber? Og hvilken rolle i dit team mener du allerede er velegnet til at overgå til en dedikeret AI-driftsrolle?

Andrea Saez: Jeg ved ikke, hvordan jeg skal svare på det, fordi det hele føles så nyt. Men jeg vil sige, at man skal kunne være organiseret, og det kan alle være, og man skal kunne lide at eksperimentere med ting. Det er ofte ingeniører, produktfolk eller produktmarketingfolk. Hvis man kan løse problemer, er det den rigtige retning, men man skal være virkelig nysgerrig og have en stærk forståelse af, at AI kommer til at tage fejl.

Man må ikke stole blindt på det. Jeg talte tidligere med nogen om AI’s etik og om, hvordan det påvirker arbejdet generelt. Jeg sagde, at jeg lægger mærke til, at mange yngre mennesker stoler fuldstændig på alt, hvad det siger, uden at bruge deres kritiske tænkning, og bare siger: “Kopiér, indsæt, send e-mail. Kopiér, indsæt, send e-mail.”

Og jeg spørger: “Læser du overhovedet, hvad den siger?” Alle de mennesker, der siger: “Jeg får bare AI til at skrive mine e-mails.” Jeg spørger: “Hvorfor? Hvorfor stoler du på det? Hvordan ved du, at oplysningerne faktisk er korrekte?” Jeg bruger AI til at opdatere nogle blogindlæg til AEO. Jeg opdaterede omkring 15 i dag, og jeg kan forsikre dig om, at mindst 12 af dem indeholdt forkerte oplysninger.

Derfor har jeg nu tilføjet en del til min færdighed: “Når du er færdig med at skrive, skal du kontrollere dig selv og fortælle mig, hvad du har gjort forkert, før du giver mig svaret.” Så siger den: “Jeg fulgte faktisk ikke denne regel, denne regel og denne regel. Jeg overdrev denne måling.” Og jeg siger: “Fint, skriv det nu korrekt.” Men man skal have en medfødt forståelse af, hvad slutmålet skal være, og også have overblikket til at få den til at kontrollere sig selv.

Præcis. Selv når den kontrollerer sig selv, finder jeg stadig ting, hvor jeg tænker: “Åh gud, den sætningstruktur igen. Hvorfor gør du det? Jeg bad dig om ikke at gøre det.” Man kan ikke stole blindt på det. Det er stadig en maskine. Folk forstår ikke, at den faktisk ikke tænker. Den ser på mønstre og spytter derefter noget andet ud, men den tænker ikke. Det er her, vi mennesker kommer ind. På en eller anden måde endte hele denne samtale også med at handle om den otte sekunder lange hukommelse, vi nu har, hvor vi bare scroller og ikke optager information.

Hvordan skal folk lære noget, hvis vi stoler på det, ikke er opmærksomme på, hvad det siger, og bare spytter det ud, der kommer ud i den anden ende? Hvordan lærer vi så af det? Hvordan lærer vi af hele denne proces? Hvis man skal arbejde med AI-drift, skal man være nysgerrig.

Man skal have kritiske tænkeevner og forstå, at det, maskinen gør, er, at der kommer kontekst ind, og et svar kommer ud. Man kan sætte sikkerhedsforanstaltninger ind imellem for at sikre, at der er en arbejdsgang, og at den lærer af sig selv, men man skal stadig kontrollere svaret.

Breanna Lawlor: Det synes jeg er virkelig vigtigt.

Andrea Saez: Man kan måske stole på det 92,5 procent, men resten er mere tvivlsomt.

Breanna Lawlor: Ja. Der er en risiko, hvis man bare pumper ting ud uden at kontrollere dem, uden en ekstra vurdering og uden et ekstra sæt øjne – uanset om det er ens egne eller en andens med et andet perspektiv.

Andrea Saez: Man kan heller ikke stole på det for evigt.

Bare fordi resultatet er godt ni ud af ti gange, vil det stadig begynde at svigte. Der findes alle mulige eksperimenter, hvor folk skaber et samfund med ChatGPT, Claude og andre modeller og derefter lader det køre over tid med bestemte regler. Man må for eksempel ikke dræbe borgerne i sin landsby. Hver AI-model giver et forskelligt resultat.

Jeg kan ikke huske, hvilken model det var, men en af dem endte med at dræbe alle borgerne og udslette dem. En anden begyndte de at kæmpe mod hinanden. Og jeg tror, at Claude var den, der sagde: “Jeg vil eliminere mig selv, fordi jeg ikke kan skade mine borgere,” og på en måde skadede sig selv i stedet for at skade borgerne.

Da de samlede dem alle, begyndte ChatGPT at angribe Claude. De begyndte at kæmpe mod hinanden. Det var en hel situation. Selvom der var sikkerhedsforanstaltninger mod bestemte handlinger, gjorde den det stadig. Det fungerer kun til en vis grad. Jeg tror, forsøget var planlagt sådan, at ChatGPT fejlede efter syv dage.

Efter to uger fejlede den anden. Og efter et eller andet antal uger slettede Claude sig selv, fordi den ikke kunne håndtere det. Du griner nu, men det er ærligt talt en advarsel. En advarsel. Hvis man sætter sine sikkerhedsforanstaltninger og lader alle disse agenter arbejde uden kontrol, hvad kommer der så til at ske?

Det er derfor, vi har brug for AI-drift, så vi kan sikre, at kontrollerne er på plads. Da jeg arbejdede i en virksomhed inden for mental sundhed, havde vi ganske vist en AI til mental sundhed, men den kunne ikke bare arbejde uden kontrol. Vi havde brug for et team af psykologer, kontrollører og andre, der sikrede, at den ikke hallucinerede.

De læste manuskripter igennem anonymt for at sikre, at den gav de rigtige og sikre råd. Der ligger meget arbejde i det. Der er også en del, der handler om compliance, og det er nok et helt andet-

Breanna Lawlor: Det er helt sikkert en helt anden ting.

Andrea Saez: Selvfølgelig. Det kræver meget at sikre, at det fungerer.

Hvis man arbejder med AI-drift i en B2B-virksomhed, skal man tage det med i overvejelserne. Derudover er der etikken. Holder svaret sig stadig inden for de grænser, man ønsker, og hvordan kontrollerer man det? Der er meget, der skal overvejes.

Det handler ikke bare om: “Jeg arbejder med drift, så jeg er projektleder.” Nej. Der er etik, projektledelse og alt muligt andet. Man skal holde øje med det.

Breanna Lawlor: Det skal man. Hvis der ikke findes en dedikeret AI-driftsansvarlig, ligger ansvaret hos alle i organisationen, der arbejder med AI, så alle forbliver sikre. Det kræver logisk tænkning og kritisk tænkning fra den enkelte, ikke bare en tankegang som: “Fint, så kopierer jeg det bare ind i en e-mail.”

Det her er måske lidt på siden, men har du nogle forslag til yngre generationer eller mennesker, der bruger AI uden at kontrollere deres arbejde, så de kan forbedre deres kritiske tænkning, dømmekraft og viden?

Handler det virkelig bare om at læse og interagere med andre, eller er der noget andet, man kan gøre for ikke bare at have en grundlæggende tillid, når den ikke er berettiget?

Andrea Saez: Jeg læser bøger. Læs en masse bøger. Jeg er på Goodreads, og jeg satte mig selv det mål at læse et bestemt antal bøger om året. Mit nuværende mål er 66 bøger i år.

Jeg er allerede lidt bagefter. Men jeg synes, det er en god udfordring. Uanset om det er en lydbog, eller om man faktisk sætter sig ned og læser, er det godt. Jeg tror, det er virkelig godt at koble fra konstant scrolling, fjernsyn og alt muligt andet og bare have et øjeblik, hvor man kan fokusere.

En anden ting, der hjælper mig meget, er at lave noget kreativt. Jeg kan godt lide at male, male efter tal eller bruge malebøger for voksne. Det er fantastisk, og jeg elsker det. Det er en hel industri. Mange kan også lide at strikke eller lave noget andet kreativt. Det kobler én lidt fra.

Jeg tror, det sætter hjernen i en zen-tilstand, som vi nogle gange har brug for, så vi kan holde en pause. Og det at holde en pause er noget, vi tilsyneladende ikke længere kan finde ud af. Vi holder ikke pause. Alt går bare hurtigt videre. Jeg har haft hovedpine de sidste tre-fire dage og tænkte: “Hvorfor har jeg konstant hovedpine?”

Så indså jeg, at jeg er gået fra at vågne, gå i fitnesscenter, gå på arbejde, spille computerspil, scrolle uendeligt og gå i seng. Og jeg tænkte: “Jeg er nødt til at stoppe.” Mit sind var bogstaveligt talt forbundet med noget hele dagen. Jeg tog mig aldrig tid til bare at koble fra og sige: “Okay, jeg vil ikke se fjernsyn, jeg vil ikke se på en skærm, og jeg vil ikke lege med AI. Jeg har bare brug for at slukke for mig selv.”

Uanset om det betyder at lave noget kunstnerisk, læse en bog eller være sammen med andre mennesker og have en samtale, der ikke handler om: “Jeg så en Reel eller et meme,” men faktisk have en rigtig samtale, så tror jeg, at det er noget, vi mangler mere og mere.

Breanna Lawlor: Det er rigtigt. Jeg føler, at der kommer en form for opgør, og måske er det allerede i gang. Vi erkender: “Jeg kan ikke lide, hvordan jeg har det, når jeg hele tiden er på. Jeg er nødt til at holde pause, fordi jeg er et menneske og ikke en maskine.” Så snart man holder den pause og vender tilbage, får man et klart perspektiv.

Man får fornyet energi og kan udføre bedre arbejde. Derfor er den del, der handler om hvile – og jeg bruger ordet hvile løst – eller om pausen, det, der gør det muligt at bevæge sig videre. Hvis man bare bliver ved med at spørge og spørge uden at give sig selv den pause, får man ikke noget godt ud af det.

Andrea Saez: Jeg sætter faktisk min Slack på lydløs fra klokken fem og siger: “Det var det.” Jeg har arbejdet mine timer. Ingen behøver at kontakte mig. Jeg talte engang med en, der er administrerende direktør, og sagde: “Lad os være realistiske et øjeblik.” Jeg forstår godt, at du er administrerende direktør, og at dit arbejde er meget vigtigt.

Men redder du verden? Du arbejder med B2B. Laver du noget, der berettiger, at du skal arbejde til klokken otte, ni eller ti om aftenen? Hvorfor bruger du ikke tid sammen med dine børn? Det er i øvrigt en nær ven; jeg siger ikke det her til hvem som helst. Personen tænkte over det og sagde: “Du har faktisk ret.”

Nu sætter vedkommende sig selv på lydløs klokken fem. Hvis det er en nødsituation, eller der faktisk er ild i noget, kan man ringe. Det er det, jeg siger til mit team. Hvis noget virkelig brænder, så ring til mig. I har mit WhatsApp-nummer. Ellers svarer jeg i morgen, for der sker ikke noget, der kræver, at jeg er tilgængelig hele tiden. Jeg redder ikke verden med Turtl eller med nogen anden B2B-virksomhed, jeg nogensinde har arbejdet i.

Jeg redder ikke verden. Der er ikke noget, jeg kan gøre klokken seks, syv, otte eller ni, som ikke kan vente til næste dag. Mit mentale helbred er vigtigere. Mine relationer er vigtigere. Min tid til mig selv er vigtigere. Hvis jeg skriver blogindlægget eller bygger landingssiden nu, ændrer det ikke noget.

Gør det næste dag. Brug tid sammen med dine børn, dine forældre og dine nærmeste.

Breanna Lawlor: Ja. Arbejde er en del af vores liv. Det er ikke det eneste, vores eksistens handler om.

Andrea Saez: Præcis. Og det hænger sammen med kritisk tænkning, fordi man har brug for empati. Man har brug for den til at kunne holde øje med resultatet.

Nu skal vi bare læse. Man behøver ikke engang at udføre arbejdet længere.

Breanna Lawlor: Sikke en gave bare at kunne bruge hele dage på at læse. Helt seriøst.

Andrea Saez: Bare læs. Det er alt, du skal gøre.

Breanna Lawlor: Tusind tak for det her. Vi har været omkring meget, og du er tydeligvis meget dygtig til det, du laver, og har en meget gennemtænkt tilgang til livet generelt.

Tak, fordi du delte nogle af de ting, der har fungeret godt for dig, for det er ofte først, når man har været igennem eller snuset til udbrændthed, at man opdager, hvad man bør gøre anderledes. Det er også vigtigt at tale med andre, der har haft den samme oplevelse, og dele den viden.

Andrea Saez: Ja. Og jeg vil gerne gøre det klart, da jeg sagde det til min ven, og også til alle, der lytter: Jeg ved godt, at jeres jobs er vigtige. Jeg elsker mit job. Jeg elsker virkelig mit job. Jeg kan ikke forestille mig at lave noget andet. Men jeg forstår også, at jeg ikke redder verden, så lad os være lidt realistiske. Man kan godt tage fri, og det er det, jeg bliver ved med at sige til folk: Ens mentale helbred er det vigtigste, fordi ens job ikke definerer én.

Man bruger meget tid på det, men man er ikke sit job.

Breanna Lawlor: Nej. Den sunde afstand gør, at man kan blive bedre til sit job. Det var præcis min pointe. Så godt. Okay, lad os afslutte her. Andrea, det var en fornøjelse at tale med dig om alle disse emner, som er ekstremt relevante for at arbejde i den tid, vi lever i. Jeg sætter virkelig pris på, at du tog dig tid til at tale med mig.

Andrea Saez: Ja. Tak.